Mata mata skildpadde (Chelus fimbriata) - Ny art fundet!
Her kan du rigtig se det specielle hoved, en Mata mata har.
Skildpaddens navn Mata mata, det stammer fra spansk og betyder "den dræber, den dræber".
Der er fundet en ny art af Mata mata (Chelus orinocensis)
Udseende - Dyrets skjold ligner et stykke bark, og dens hoved ligner nedfaldne blade. Skildpadden forbliver ubevægelig i vandet, dens hudlapper gør det muligt for skildpadden at falde ind med den omkringliggende vegetation. Skildpadden opnår normalt en længde, som voksen på 40-50 cm. Der findes skildpadder på lidt over 60 cm.
Akvarium - Vandtemperatur 25-28 grader. Temperatur på solplads 34-37 grader. Skildpadden fortrækker lidt sur vand, med en PH på 5-6. Vandets PH kan sænkes med spagnum (uden gødning). Skildpadden svømmer ikke ret godt og vil det meste af tiden, ligge stille på bunden, af akvariet. Der bør ikke være for lyst i akvariet, skildpadden vil gerne have mange huler og gemmesteder. Har du flere skildpadder sammen, er det en god ide at sætte planter i lerpotter, der gør, at dyrene ikke ser på hinanden hele tiden. Det er her især hunnen, der kan være aggressiv og finde på, at bide mindre skildpadder. Du skal være opmærksom på at mata mata skildpadden kan drukne, hvis skildpadden bliver udmattet af ikke at kunne komme op til vandoverfladen og få luft. Det kan ske ved at skildpadden er sat ned i et akvarium, med dybt vand og glas på alle sider. Sørg for at skildpadden enten kan klatre op til vandoverfladen eller fra akvariets bund, kan stå og nå op til vandoverfladen, med sin snorkel.
Føde i fangenskab - Mata mata æder fisk og hvirvelløse dyr og lejlighedsvis en frø. Du kan lære skildpadden at tage døde dyr, benyt eventuelt en lang kokke/madpincet og bevæg lidt med det døde dyr, så vil skildpadden normalt tage fodret. Sørg for at blande vitaminer og mineraler/kalk i skildpaddens foder. Det er især vigtigt at Mata mata får thiamin B1 og vitamin E.
Mange Mata mata ejer vælger at avle deres egne fisk, som føde, til skildpadden. Her er Guppy og Platy en let fisk at yngle. Det vil være unormalt, at en Mata mata vil æde almindelige sumpskildpaddepiller.
Du bør give de voksne skildpadder føde 1-2 gange om ugen, unger bør have 3-4 gange om ugen.
Skildpaddes gennemsnitlige levealder, er dokumenteret til 40 - 75 år. Enkelte skildpadder er blevet 100 år gamle.
Denne side er opdateret d.19. juni 2026
Ny Mata mata skildpaddeart opdaget - (Chelus orinocensis)
Den nyligt beskrevne art Chelus orinocensis findes i Orinoco- og Río Negro-området. Kredit: Mónica A. Morales-Betancourt
Artiklen er Google oversat, med få redigeringer. Tekst af Senckenberg Research Institute og Natural History Museum.
Sammen med et internationalt hold beskrev Senckenberg-forskeren Uwe Fritz en ny art af mata mata-skildpadder baseret på genetiske analyser. Indtil nu har man antaget, at slægten Chelus kun indeholdt en enkelt art (Chelus fimbriata). Den nye beskrivelse nødvendiggør også en revurdering af bevaringsstatus for disse arter, som hyppigt sælges i den illegale dyrehandel. Undersøgelsen blev for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Molecular Phylogenetics and Evolution.
Der er en god grund til mata mata-skildpaddens bizarre udseende: gemt i mudderet under vand, ligner de op til 53 centimeter lange skildpadder - sten dækket af alger. Men når et byttedyr nærmer sig, suger skildpadden den ind, ved pludselig at åbne dens store mund og sluge byttet hel. "Selvom disse skildpadder er almindeligt kendte på grund af deres bizarre udseende og deres usædvanlige fangstmetode, er der overraskende lidt kendt om deres variation og genetik," forklarer professor Dr. Uwe Fritz fra Senckenberg Natural History Collections i Dresden, og han fortsætter, "Indtil nu antog vi, at der kun var én art af de pansrede krybdyr, der levede i Sydamerika."
Denne formodet skildpaddeart, som ikke blev anset for truet, kan være fulde af overraskelser - baseret på genetiske analyser er de ofte opdelt i to eller flere uafhængige arter. "Flere undersøgelser har påpeget, at individuelle mata mata-skildpadder ser anderledes ud i Orinoco-floden sammenlignet med Amazonområdet. Baseret på denne observation besluttede vi at se nærmere på disse dyrs genetiske sammensætning," tilføjer videnskabsmanden fra Dresden.
Ved hjælp af 75 DNA-prøver var forskerne i stand til at vise, at der i modsætning til tidligere antagelser er to genetisk og morfologisk veldifferentierede arter af mata mata- skildpadder. Den nyligt beskrevne art Chelus orinocensis lever i Orinoco- og Río Negro-områderne, mens arten kendt som Chelus fimbriata udelukkende er begrænset til Amazonasområdet.
Ifølge undersøgelsen delte de to arter sig i slutningen af Miocæn for omkring 13 millioner år siden. I denne periode begyndte det tidligere Amazon-Orinoco-område at adskilles i de to flodområder, der kendes i dag. Talrige akvatiske dyrearter blev således rumligt adskilt og begyndte at divergere genetisk.
Beskrivelsen af den nye art nødvendiggør også en revurdering af mata mata bevaringsstatus. "Til dato er denne art ikke blevet betragtet som truet, baseret på dens udbredte udbredelse. Vores resultater viser imidlertid, at på grund af opdelingen i to arter er populationsstørrelsen for hver arter mindre end tidligere antaget. Derudover ender tusindvis af disse bizart udseende dyr, hvert år i den ulovlige dyrehandel og bliver konfiskeret af myndighederne. Vi skal beskytte disse fascinerende dyr, før det er for sent," tilføjer undersøgelsens hovedforfatter, professor Mario Vargas-Ramírez, en tidligere forsker fra Senckenberg, som nu arbejder ved National University of Colombia i Bogotá.
Mata mata suger føden i sig
Mata mata har et noget bizart udseende.
Skildpadden er kødædende og lever af fisk, padder, ferskvands krebsdyr, muligvis også fugle og små pattedyr, der falder ned i vandet.
Når der kommer en fisk forbi, den næsten helt usynlige Mata mata, måske er det de let bølgende hudlapper, der lokker fisken til. Når fisken eller et andet bytte, er kommet tæt nok på, så åbner mata mata sin mund op, på vid gab, med sådan en fart og samtidig udvider dyret sin strube. Alt det sker så hurtigt, at der skabes et undertryk/vakuum, så byttet sluges helt.
Mata mata kan ikke tygge, på grund af den måde skildpaddens mund er konstrueret. Skildpaddens underkæbe, består kun af nogle svage, tynde knogler, der endda er adskilt i midten. Det hjælper skildpadden til at kunne sluge byttet helt, med vidt åben mund, på den måde som den gør. Det er en ret speciel konstruktion, for krybdyr, men, almindelig hos fiskene. Selv i komplet mørke, kan skildpadden fange sit bytte.
Slow motion sug
Mata mata skildpadden, suger levende fisk ind mellem sine kæber.
Reproduktion
Unge af mata mata.
Parring i naturen er vist aldrig blevet beskrevet.
Æglægning finder sted fra oktober til december, hvor der lægges mellem 12 og 28 æg. Ulig de fleste skildpadder der lever i Amazon området, der foretrækker at grave deres redder, i sandede områder. Så foretrækker Mata mata at grave sin rede, i rådende plantermateriale.
Æggene er næsten sfæriske på 3,5-4 cm i diameter. Udrugningstiden/Inkubationstiden er cirka 200 dage (Pritchard og Trebbau, 1984).
Beskrivelse af Mata Mata
Mata mata.
Mata mata er en stor ubevægelig skildpadde, som har et stort trekantet fladt hoved, præget med mange knuder. Både skildpaddens hals og hoved er besat med frynsede hudlapper. *Man ved nu, ved hjælp, af laboratorieundersøgelser, at dyrets hudlapper har nerver, der blandt andet reagerer på bevægelse i vandet.
Skildpadden har to føletråde/tuberkler på hagen og yderligere to tråd formede føletråde på kæben, de skulle også have sensoriske nerver, de benyttes sikkert til registrering af bevægelser i vandet. På skildpaddens hoved, sidder der et "hornagtigt" fremspring, der er dyrets lange, snorkellignende snude og en meget stor mund. Den lange snude, gør det muligt for dyret kun at skulle bevæge sig, ganske lidt for at kunne trække vejret. Rygskjoldet har tre langs løbende knoppede køl.
Mata mata er brun eller sort, har et aflangt rygskjold, der kan måle op til 45 cm. som voksen, de er en ret stor skildpadde. Et fuldt ud voksent eksemplar, kan veje 15 kg. Yngre dyr er laksefarvede til rødbrune, sort til grøn meleret, på rygskjoldet. Alger kan dække hele skildpaddens rygskjold, så dyret næsten helt forsvinder. Hoved, hals, hale og lemmer er grålig brune på voksne dyr. Halsen er meget lang, længere end ryghvirvlen, under rygskjoldet. Den voksne Mata mata er en dårlig svømmer, med ben der er beregnet til at gå på en mudret bund, hvorfor de sjældent forlader bunden. Nyfødte og unge skildpadder, svømmer lidt klodset.
Nogle påstå at have set Mata mata skildpadder opnå en skjoldlængde på op til 2 m. Hvilket nu nok er en overdrivelse?
Hannen har en konkav bugskjold/plastron, hvor hunnen har en mere flad bugskjold. Hannen har en længere og tykkere hale end hunnen. Hannens kloak, er placeret på halen, fri af skjoldets bagkant, hvorimod hunnens kloak, sidder på halen, inde under skjoldets kant. Hunnen bliver større end hannen. Skildpadden bliver kønsmodne omkring 5-årsalderen.
Habitat - Mata mata lever i lavvandet, langsomme rindende-, og uklare floder, vandløb, damme, moser og sumpe. Mata mata er strengt taget en helt akvatisk art, skildpadden bevæger sig kun sjælden over land. Skildpadden lever også i brakvand, i den lavere/ydere del af Amazonfloden. Blød og mudret bund, er det foretrækkende underlag, for skildpadden. Skildpadden foretrækker at stå, på lavt vand, hvor dens snude kan nå overfladen for at trække vejret.
Opførsel - Mata mata solbader ikke meget og bruger det meste af sin tid, under vandet, det er næsten kun når reden skal graves, at hunnen er på land. Skildpadden svømmer ikke meget. Dyret lever mest for sig selv, undtagen i parringstiden. Skildpadden er aktiv både nat og dag.
Levested
Mata mata lever i Sydamerika, i det nordlige Bolivia, østlige Peru, Ecuador, østlige Colombia, Trinidad og Tobago, Venezuela, Guyana, Surinam og i det nordlige og centrale Brasilien.
Skildpadden er rapporteret set, i det sydøstlige af Florida. Men, at den skulle have ynglet der, har vi endnu ikke fået bekræftet. Skildpadden er udsat i området, det er sikkert i forbindelse med køb, af skildpadden i en dyrehandel og herefter er blevet for stor, for dens ejer.
Kamp Kenan fortæller om Mata mata
Denne video er fra YouTube og lånt af Kamp Kenan
Matamata – en af verdens mest særprægede sumpskildpadder
Matamata-skildpadder (Chelusspp.) hører uden tvivl til blandt de mest usædvanlige skildpadder i verden. Deres særprægede udseende har gennem årene fået mange biologer til at beskrive dem som nogle af de mest mærkelige krybdyr, man kan finde på jorden.
Slægten Chelusforekommer naturligt i store dele af det nordlige Sydamerika og lever i langsomt flydende floder, sumpe og oversvømmede skovområder.
Udbredelsen omfatter blandt andet Bolivia, Brasilien, Colombia, Ecuador, Venezuela, Guyana, Fransk Guyana og Peru. Nogle populationer findes også på Trinidad og Tobago.
Et udseende der ikke ligner nogen anden skildpadde
Det første man bemærker ved en matamata er dens usædvanlige kropsform.
Hovedet er stort, fladt og trekantet med hudlapper og frynser, som får dyret til at ligne et stykke bark eller et gammelt blad, der driver rundt i vandet.
Øjnene er små og placeret langt fremme på hovedet, tæt ved den karakteristiske rørformede snude.
Denne forlængede snude fungerer som et åndedrætsrør, så skildpadden kan tage luft ved overfladen uden at bevæge resten af kroppen.
Det gør det muligt for dyret at forblive næsten helt skjult under vandet.
En hals der virker umuligt lang
Matamataens hals er usædvanligt lang og kraftig.
Som hos andre sidevenderskildpadder folder dyret halsen ind langs siden af kroppen, når hovedet trækkes tilbage.
Den lange hals spiller en vigtig rolle under jagt, hvor skildpadden på brøkdele af et sekund kan skyde hovedet frem mod byttet.
Et skjold bygget til camouflage
Rygskjoldet er brunligt til mørkebrunt og kan blive op til omkring 50 centimeter langt hos store voksne dyr.
Skjoldet er bredt og forholdsvis fladt med tre markante køle, som hos nogle dyr fremstår som knudrede forhøjninger.
Bagkanten er tydeligt savtakket.
Det smalle bugskjold dækker kun en mindre del af kroppen sammenlignet med mange andre skildpaddearter.
Det ses ofte, at alger vokser på skjoldet hos vilde dyr.
Dette er sandsynligvis en fordel, fordi det forbedrer camouflageeffekten og får skildpadden til at ligne en del af omgivelserne.
En af de største sydamerikanske sumpskildpadder
Matamata hører til blandt de største arter i familien Chelidae.
Store voksne dyr opnår normalt en skjoldlængde på 40–50 centimeter.
Med den meget lange hals og det brede hoved kan dyrets samlede længde nærme sig næsten en meter.
Der findes ældre beretninger om langt større dyr, men disse oplysninger er aldrig blevet bekræftet og anses i dag for stærkt overdrevne.
Lugt som forsvar
Ligesom flere andre vandlevende skildpadder kan matamata udskille en kraftig lugt fra særlige kirtler ved skjoldets bageste del.
Denne moskusagtige væske fungerer som en forsvarsmekanisme, når dyret føler sig truet.
Det er et træk, som også kendes hos flere andre skildpaddearter.
Der findes sandsynligvis to forskellige arter
I mange år blev alle matamata-skildpadder betragtet som én enkelt art: Chelus fimbriata.
Nyere genetiske undersøgelser har dog vist, at der sandsynligvis findes to selvstændige arter.
Den ene art lever hovedsageligt i Amazonas-systemet og betegnes Chelus fimbriata.
Den anden art lever primært i Orinoco-systemet og betegnes Chelus orinocensis.
Der ses også tydelige forskelle i både skjoldform og farvetegninger mellem populationerne.
Matamata er en af naturens mest specialiserede skildpadder og adskiller sig markant fra næsten alle andre sumpskildpadder, både i udseende, adfærd og jagtteknik.
Matamata – kendt af videnskaben siden 1700-tallet
Når man begynder at dykke lidt dybere ned i Matamata-skildpadden (Chelusspp.), opdager man hurtigt, at dette er en af de mest usædvanlige skildpadder, naturen har skabt.
Matamata hører til familien Chelidae, en gruppe ferskvandsskildpadder, som kaldes sidehalsskildpadder.
I modsætning til mange andre skildpadder trækker disse arter ikke hovedet direkte bagud ind under skjoldet. I stedet bøjer de halsen til siden, når hovedet skal beskyttes.
Netop Matamata var faktisk en af de første arter i denne familie, som blev beskrevet videnskabeligt.
Den tyske zoolog Johann Gottlob Schneider gav arten det videnskabelige navn Testudo fimbriatai 1783, men arten var allerede blevet beskrevet tidligere i 1741 af den franske naturforsker Pierre Barrère.
Matamata blev dermed det første medlem af familien Chelidae, som blev kendt af videnskaben.
Det er også forklaringen på, at slægten Chelussenere kom til at lægge navn til hele familien.
En gammel familie med mange særprægede slægtninge
Familien Chelidaeomfatter en række fascinerende ferskvandsskildpadder fra Sydamerika og Australien.
Blandt de nærmeste slægtninge finder man blandt andet:
-
Chelodinafra Australien
-
Hydromedusafra Sydamerika
-
Phrynopsfra Sydamerika
-
Platemys platycephala– den sydamerikanske fladhovedskildpadde
Forskere har gennem mange år diskuteret, hvilke arter der er Matamataens nærmeste slægtninge.
Der findes stadig forskellige teorier, og skildpaddens præcise placering i familien diskuteres fortsat blandt zoologer.
Den usædvanligt lange hals
Et af Matamataens mest særprægede kendetegn er dens meget lange hals.
Halsen er faktisk længere end resten af rygsøjlen og er væsentligt længere end hos de fleste andre skildpadder.
Denne lange hals spiller en vigtig rolle i skildpaddens jagtteknik, hvor den lynhurtigt kan skyde hovedet frem mod sit bytte.
Netop den lange hals har gennem mange år skabt debat blandt forskere.
Spørgsmålet er, om de tidligste sidevenderskildpadder oprindeligt havde lange halse, eller om arter som Matamata senere har udviklet denne egenskab uafhængigt af andre skildpaddegrupper.
Der findes endnu ikke noget endeligt svar.
Stadig en biologisk gåde
Selv om Matamata har været kendt af videnskaben i næsten 300 år, er overraskende mange detaljer om artens anatomi stadig dårligt undersøgt.
Det gælder blandt andet skildpaddens skelet.
Mærkeligt nok findes der stadig kun begrænsede videnskabelige beskrivelser af Matamataens fulde skeletopbygning, selv om arten i mange år har fascineret både zoologer og krybdyrspecialister verden over.
En usædvanlig måde at holde hovedet på
Endnu et særpræg ved Matamata er måden, den holder hoved og hals på under vand.
Hos de fleste hvirveldyr holdes hovedet i en mere lige forlængelse af kroppen.
Matamata holder derimod ofte hovedet vinklet opad i en hældning på omkring 35 grader.
Dette adskiller arten fra mange andre skildpadder og viser endnu engang, hvor specialiseret Matamata er blevet gennem millioner af års evolution.
Selv i dag er Matamata stadig en af de mest særprægede og videnskabeligt interessante sumpskildpadder, man finder på jorden.
Matamata – en skildpadde bygget som et bagholdsrovdyr
I de tidligere afsnit har vi set på Matamataens (Chelusspp.) historie, slægtskab og usædvanlige udseende.
Denne gang ser vi nærmere på noget af det mest fascinerende ved arten: dens kranium, hals og den helt specielle anatomi, som gør Matamata til en ekstremt specialiseret jæger.
Og ja – det bliver lidt nørdet. Men det er hele forklaringen på, hvorfor Matamata ser så mærkelig ud.
Et kranium som ingen andre skildpadder har
Matamataens kranium er blandt de mest særprægede, man finder hos skildpadder.
Kraniet er næsten lige så bredt, som det er langt, meget fladt og usædvanligt let bygget.
Flere zoologer har gennem årene bemærket, hvor ekstrem denne hovedform er.
En forsker beskrev engang Matamataens hoved som om det så ud, som om det var blevet kørt fladt af en lastbil.
Det lyder voldsomt, men beskriver faktisk ganske præcist den flade og brede form.
Øjnene sidder langt fremme tæt ved snudespidsen, og hele hovedets form er bygget med ét bestemt formål.
At kunne fange bytte under vand uden at skabe bevægelser, der advarer fisken.
En skildpadde næsten uden næb
Hos de fleste skildpadder finder man et kraftigt hornnæb, som bruges til at bide, rive eller klippe føden i stykker.
Matamata er anderledes.
Kæberne er forholdsvis svage sammenlignet med andre skildpadder, og det kraftige næb, man normalt forbinder med skildpadder, er stærkt reduceret.
Det skyldes, at Matamata ikke tygger eller river sin føde i stykker.
Den sluger sit bytte helt.
Tungen er samtidig meget lille og spiller næsten ingen rolle under jagten.
Det enorme hyoidapparat – hemmeligheden bag jagtteknikken
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Matamata findes skjult inde i hoved og hals.
Her sidder et meget stort og kraftigt udviklet hyoidapparat.
Hyoidapparatet er et system af knogler og muskler, som blandt andet hjælper dyret med at bevæge tunge, hals og mundhule.
Hos Matamata er dette system ekstremt udviklet.
Det fylder en stor del af området under kraniet og er betydeligt større end hos andre skildpadder.
Matamata suger sit bytte ind
Når Matamata jager, bruger den ikke kæberne som andre skildpadder.
I stedet åbner den munden meget hurtigt.
Samtidig trækkes hyoidapparatet og halsens muskler lynhurtigt bagud.
Det får hele halsområdet til at udvide sig øjeblikkeligt.
Resultatet er et kraftigt undertryk, som suger vand og byttedyr direkte ind i munden.
Fisken når ofte ikke engang at reagere.
Denne jagtteknik kaldes sugefodring og kendes også hos visse fisk og enkelte andre vandlevende dyr.
En bemærkelsesværdig evolutionær specialisering
Matamataens hoved er bygget næsten udelukkende med jagt for øje.
Knoglerne er lettere og tyndere end hos de fleste andre skildpadder.
Musklerne, som lukker kæberne, er forholdsvis svage.
Til gengæld er musklerne omkring hals og mundhule ekstremt specialiserede og udviklet til hurtige bevægelser.
Hele dyrets anatomi er i praksis bygget som en biologisk støvsuger.
Naturen bygger ikke altid smukt – men effektivt
Matamata er et godt eksempel på, hvordan evolution ikke nødvendigvis skaber elegante dyr.
Naturen former dyr efter funktion.
Hos Matamata har millioner af års udvikling skabt en skildpadde, hvor næsten hele hovedets anatomi er optimeret til én eneste opgave.
At ligge helt stille på bunden og suge intetanende fisk direkte ind i munden på et splitsekund.
Det er netop derfor, Matamata i dag regnes som en af verdens mest specialiserede og anatomisk usædvanlige sumpskildpadder.
Matamata – en af verdens mest specialiserede undervandsjægere
Vi har tidligere set på Matamata-skildpaddens (Chelusspp.) usædvanlige anatomi, dens mærkelige kranium og den kraftige hals, som adskiller arten fra næsten alle andre skildpadder.
Men først når man ser, hvordan Matamata jager, forstår man virkelig, hvorfor evolutionen har formet dyret på denne måde.
Matamata er ikke bare en mærkelig skildpadde.
Det er en af verdens mest specialiserede bagholdsjægere blandt ferskvandsskildpadder.
En jæger der ligger helt stille
I naturen opholder Matamata sig ofte på bunden af langsomt flydende floder, sumpområder og stille damme.
Her ligger skildpadden næsten fuldstændig stille mellem blade, grene og mudder.
Hudlapperne omkring hoved og hals, alger på skjoldet og den mørke farve gør dyret næsten usynligt for omgivelserne.
Skildpadden venter herefter på, at et byttedyr kommer tæt nok på.
Oftest er det mindre fisk, der bliver fanget.
Matamata bider ikke sit bytte
De fleste skildpadder bruger deres kæber aktivt til at bide, rive eller holde fast i føden.
Matamata jager helt anderledes.
Når et byttedyr kommer tæt nok på, åbner skildpadden lynhurtigt munden i en meget stor vinkel.
Samtidig udvider den halsen kraftigt.
Det skaber et voldsomt undertryk inde i mund og hals.
Resultatet er, at vand og byttedyr bogstaveligt talt suges direkte ind i munden.
Fisken når ofte ikke at reagere.
Denne jagtteknik kaldes sugefodring.
Utrolig hastighed
Hele angrebet sker ekstremt hurtigt.
Videnskabelige undersøgelser har vist, at Matamata kan gennemføre hele fangstbevægelsen på blot få hundrededele af et sekund.
Inden for omkring 20 millisekunder er hovedet kastet frem.
Kort tid efter er halsen fuldt udvidet og fyldt med vand, som indeholder byttet.
Det er hurtigere, end det menneskelige øje normalt kan opfatte.
Vandet presses langsomt ud igen
Når byttet først er suget ind, vender hals og hoved tilbage til normal position.
Det overskydende vand presses derefter langsomt ud igen.
Selve byttet holdes tilbage inde i munden og svælget, indtil det sluges helt.
Matamata tygger ikke sit bytte.
Føden sluges som regel hel.
Byttet er oftest levende fisk
I naturen lever Matamata hovedsageligt af mindre fisk.
Man antager også, at arten tager andre mindre vanddyr, hvis muligheden opstår.
Størrelsen på byttet begrænses først og fremmest af, hvor stort byttet er i forhold til skildpaddens hoved og den plads, der findes mellem rygskjold og bugskjold.
Selv om Matamata kan blive en meget stor skildpadde, vælger den normalt forholdsvis små byttedyr.
Ikke kun en passiv bagholdsjæger
Selv om Matamata oftest beskrives som en skildpadde, der ligger stille og venter på byttet, viser observationer, at virkeligheden er mere nuanceret.
Når der er få byttedyr til stede, bevæger Matamata sig aktivt rundt og søger selv efter føde.
Den patruljerer ofte langs bredder, mellem rødder eller omkring sunkne grene, hvor fisk naturligt samler sig.
Kan muligvis drive fisk sammen
Flere observatører har beskrevet en interessant adfærd hos Matamata.
Der er tegn på, at skildpadden i visse situationer aktivt forsøger at presse mindre fisk sammen mod rødder, sten eller andre barrierer.
Nogle observationer tyder også på, at Matamata kan bruge sine forben til at forhindre fisk i at undslippe.
Denne adfærd er dog stadig ikke fuldt dokumenteret.
Naturen har skabt en ekstrem specialist
Matamata er et af de bedste eksempler på, hvordan evolution kan forme et dyr til én bestemt livsform.
Den flade hovedform.
Den næsten reducerede tunge.
De svage kæber.
Den massive hals.
Det enorme hyoidapparat.
Alt arbejder sammen i én enkelt funktion.
At suge levende bytte ind med en hastighed og præcision, som gør Matamata til en af verdens mest specialiserede ferskvandsrovdyr.
Matamata ser måske mærkelig ud.
Men hvert eneste særpræg ved dyret har et biologisk formål.
Matamata – to arter, en lang fortid og kæmper fra fortiden
I mange år troede man, at alle Matamata-skildpadder tilhørte én enkelt art: Chelus fimbriata.
Nyere forskning har dog vist, at virkeligheden er mere kompleks.
I dag ved vi, at Matamata ikke består af én art, men mindst to selvstændige arter, som gennem millioner af år har udviklet sig hver for sig.
Samtidig viser fossile fund, at Matamata-slægten har en meget lang evolutionær historie bag sig.
To forskellige arter af Matamata
Allerede tidligere bemærkede forskere, at Matamata-populationer fra Amazonas og Orinoco-flodsystemet så forskellige ud.
Dyr fra Amazonas havde ofte:
-
mere firkantet eller rektangulært rygskjold
-
mørkere bugskjold
-
mørke pigmentbånd på halsens underside
Dyr fra Orinoco-systemet havde derimod ofte:
-
mere ovalt rygskjold
-
lysere bugskjold
-
langt mindre mørk pigmentering på halsen
I mange år var man usikker på, om dette blot var variation inden for samme art.
Genetiske undersøgelser ændrede senere dette billede.
Ved analyse af DNA-materiale kunne forskere påvise, at der faktisk findes to genetisk adskilte arter.
I dag anerkendes derfor:
-
Chelus fimbriata– som lever i Amazonas-systemet
-
Chelus orinocensis– som lever i Orinoco- og Río Negro-systemet
De to arter menes at være blevet adskilt for omkring 13 millioner år siden, da det oprindelige Amazon-Orinoco-flodsystem gradvist blev opdelt i de flodsystemer, vi kender i dag.
Illegal handel giver nye bekymringer
Opdelingen i to arter har også betydning for naturbeskyttelsen.
Tidligere vurderede man Matamata som en relativt udbredt art med store populationer.
Når én art pludselig viser sig at være to arter, betyder det samtidig, at hver enkelt arts samlede bestand er mindre end tidligere antaget.
Det er vigtigt, fordi Matamata fortsat optræder hyppigt i den internationale illegale handel med eksotiske dyr.
Begge arter kan derfor vise sig at være mere sårbare, end man tidligere har troet.
Matamata har eksisteret i millioner af år
Fossile fund viser, at Matamata-slægten er meget gammel.
De ældste sikre fossiler stammer fra Miocæn-perioden og er omkring 20 millioner år gamle.
Blandt de bedst kendte uddøde arter finder man blandt andet:
-
Chelus colombiana
-
Chelus lewisi
Begge arter levede i Sydamerika længe før nutidens Matamata udviklede sig til deres nuværende former.
Der findes også enkelte fossile fund, som antyder, at Matamata-lignende skildpadder muligvis går endnu længere tilbage i Jordens historie.
Nogle forskere har foreslået slægtninge helt tilbage fra Kridttiden for mere end 70 millioner år siden, men dette er endnu ikke endeligt dokumenteret.
Fortidens Matamata kunne blive større
De fossile arter ser ud til at have været større end de fleste moderne Matamata-skildpadder.
Nutidens største kendte dyr opnår normalt en skjoldlængde på omkring 40–50 centimeter.
Med halsen fuldt udstrakt kan et stort voksent dyr nærme sig en samlet længde på omkring 1 meter.
Flere fossile arter har været tydeligt større.
Særligt Chelus colombianaser ud til at have været en imponerende skildpadde.
Enkelte fossile fund tyder på dyr med skjoldlængder omkring 60 centimeter eller mere.
Der har også eksisteret mere spektakulære påstande om kæmpe Matamataer med skjold på flere meter.
Disse oplysninger er dog aldrig blevet dokumenteret videnskabeligt og bør derfor betragtes med stor forsigtighed.
Sydamerika var engang hjem for kæmpeskildpadder
Datidens Sydamerika var hjemsted for nogle af de mest imponerende ferskvandsdyr, verden har set.
De store fossile Matamataer levede side om side med andre kæmper, blandt andet:
-
Stupendemys– en af verdens største kendte ferskvandsskildpadder
-
Purussaurus– enorme forhistoriske kaimaner
-
Mourasuchus– en særpræget kæmpekrokodille
-
store dovendyr, kæmpegnavere og andre uddøde kæmpepattedyr
Selv blandt disse kæmper har Matamata altid været noget helt særligt.
En levende overlever fra en fjern fortid
Når man ser en Matamata i dag, ser man ikke bare en mærkeligt udseende sumpskildpadde.
Man ser et dyr, hvis slægt har overlevet millioner af års evolution, store klimaforandringer og dramatiske forandringer i Sydamerikas natur.
Matamata er på mange måder et levende fossil.
Et af naturens mest særprægede eksempler på, hvordan evolution over tid kan skabe et dyr, der er perfekt tilpasset sin helt egen niche.
Kilder og litteratur – Matamata (Chelus spp.)
Forfatter: Darren Naish. Læs original artiklerne nederst. De fem artikler er redigeret og oversat til dansk, med tilføjelser til teksten.
- Matamata: Turtle-y awesome to the extreme
- Matamata: Known to us all since the 1700s
- Matamata: "Adaptation perfected"
- Matamata: Turtles that suck, turtles that blow
- Matamata: Giant fossil matamata turtles
Broin, F. de & de la Fuente, M.S. (1993). Les tortues fossiles d'Argentine: synthèse. Annales de Paléontologie, 79, 169–232.
Burton, M. & Burton, R. (1974). Krybdyrs og padders liv. Macdonald and Co., London.
Cadena, E., Jaramillo, C. & Paramo, M.E. (2008). New material of Chelus colombiana (Testudines; Pleurodira) from the Lower Miocene of Colombia. Journal of Vertebrate Paleontology, 28, 1206–1212.
Carr, A. (1963). Krybdyrene. Time-Life, New York.
Claude, J., Pritchard, P.C.H., Tong, H., Paradis, E. & Auffray, J.-C. (2004). Ecological correlates and evolutionary divergence in turtle skulls: a geometric morphometric assessment. Systematic Biology, 53, 933–948.
Ernst, C.H. & Barbour, R.W. (1989). Turtles of the World. Smithsonian Institution Press, Washington DC & London.
Formanowicz, D.R., Brodie, E.D. & Wise, S.C. (1989). Foraging behavior of Matamata turtles: effects of prey density and presence of conspecifics. Herpetologica, 45, 61–67.
Gaffney, E.S. (1977). The side-necked turtle family Chelidae: a theory of relationships using shared derived characters. American Museum Novitates, 2620, 1–28.
Georges, A., Birrell, J., Saint, K., McCord, W. & Donnellan, S. (1999). A phylogeny for side-necked turtles (Chelonia: Pleurodira) based on mitochondrial and nuclear gene sequence variation. Biological Journal of the Linnean Society, 67(2), 213–246.
Hoffstetter, R. & Gasc, J.-P. (1969). Vertebrae and ribs of modern reptiles. In: Gans, C., Bellairs, A. d’A. & Parsons, T. (eds.), Biology of the Reptilia, Vol. 1. Academic Press, New York, pp. 201–310.
Holmstrom, W. (1978). Preliminary observations on prey herding in the Matamata turtle, Chelus fimbriatus. Journal of Herpetology, 12(4).
Holmstrom, W. (1991). Further observations on prey herding in Matamata turtles. Journal of Herpetology, 25, 363–364.
Joyce, W.G., Parham, J.F. & Gauthier, J.A. (2004). Developing a protocol for converting rank-based taxon names to phylogenetically defined clade names, as exemplified by turtles. Journal of Paleontology, 78, 989–1013.
Krenz, J.G., Naylor, G.J.P., Shaffer, H.B. & Janzen, F.J. (2005). Molecular phylogenetics and evolution of turtles. Molecular Phylogenetics and Evolution, 37, 178–191.
Lapparent de Broin, F., Bocquentin, J. & Negri, F.R. (1993). Giant turtles (Pleurodira, Podocnemididae) from the Late Miocene-Early Pliocene of southwestern Amazonia. Bulletin de l’Institut Français d’Études Andines, 22, 657–670.
Lapparent de Broin, F. & de la Fuente, M.S. (2001). Oldest world Chelidae (Chelonii, Pleurodira) from the Cretaceous of Patagonia. Comptes Rendus de l’Académie des Sciences de Paris, 333, 463–470.
Lauder, G.V. & Shaffer, H.B. (1993). Design of feeding systems in aquatic vertebrates: major patterns and their evolutionary interpretations. In: Hanken, J. & Hall, B.K. (eds.), The Skull. University of Chicago Press, Chicago, pp. 113–149.
Lemell, P., Beisser, C.J., Gumpenberger, M., Snelderwaard, P., Gemel, R. & Weisgram, J. (2010). The feeding system of Chelus fimbriatus (Pleurodira; Chelidae) – adaptation perfected? Amphibia-Reptilia, 31, 97–107.
Lemell, P., Snelderwaard, P., Gumpenberger, M., Wochesländer, R. & Weisgram, J. (2002). Feeding patterns in Chelus fimbriatus (Pleurodira: Chelidae). Journal of Experimental Biology, 205, 1495–1506.
Moen, D.S. (2006). Cope’s Rule in cryptodiran turtles: do body sizes of extant species reflect a trend of phyletic size increase? Journal of Evolutionary Biology, 19(4), 1210–1221.
Pritchard, P.C.H. (1984). Piscivory in turtles and the evolution of long-necked Chelidae. Symposia of the Zoological Society of London, 52, 87–110.
Pritchard, P.C.H. (2008). Chelus fimbriatus (Schneider 1783) – Matamata Turtle. In: Rhodin, A.G.J. et al. (eds.), Conservation Biology of Freshwater Turtles and Tortoises. Chelonian Research Foundation, pp. 020.1–020.10.
Sánchez-Villagra, M.R., Pritchard, P.C., Paolillo, A. & Linares, O.J. (1995). Geographic variation in the Matamata turtle, Chelus fimbriatus, with observations on shell morphology and morphometrics. Chelonian Conservation and Biology, 1, 293–300.
Sánchez-Villagra, M.R. & Scheyer, T.M. (2010). Fossil turtles from the northern Neotropics: the Urumaco sequence fauna and finds from other localities in Venezuela and Colombia. In: Urumaco and Venezuelan Paleontology. Indiana University Press, Indianapolis, pp. 173–191.
Sanderson, S.L. & Wassersug, R. (1993). Convergent and alternative designs for vertebrate suspension feeding. In: Hanken, J. & Hall, B.K. (eds.), The Skull. University of Chicago Press, Chicago, pp. 37–112.
Senckenberg Research Institute & Natural History Museum (2020). Discovery of the new Mata Mata species Chelus orinocensis based on genetic analysis. Molecular Phylogenetics and Evolution.
Wise, S.C., Formanowicz, D.R. & Brodie, E.D. (1989). Matamata turtles ambush, but do not herd, their prey. Journal of Herpetology, 23, 297–299.
Wood, R.C. (1976). Two new species of Chelus (Testudines: Pleurodira) from the Late Tertiary of northern South America. Breviora, 435, 1–26.
Darren Naish om Mata mata på engelsk
Her kan du læse 5 interessante artikler, om Mata mata, af Darren Naish.
1. Matamata: Turtle-y awesome to the extreme
2. Matamata: Known to us all since the 1700s
3. Matamata: "Adaptation perfected"
4. Matamata: Turtles that suck, turtles that blow
5. Matamata: Giant fossil matamata turtles
Darren Naish